Velkommen

Tak fordi du lagde vejen forbi  ...


Mit navn er Karen Zubari. Jeg er forfatter, digter, forlagsejer og - nu igen - medlem af Lolland Ældreråd. 


Jeg stammer fra Bagsværd og er uddannet korrespondent i engelsk, tysk og fransk. Arbejdede i mange år på de københavnske kontorer med oversættelse, eksportpapirer, kundekontakt etc. Har boet fem år i Israel og fik der startet mit forfatterskab op som digter og tekstforfatter til danske viser og sange. Kom tilbage til Danmark i 2007 og valgte at bosætte mig i Rødbyhavn. Tog afløsertjans som hjemmehjælper og dernæst på Bo og Naboskab, samtidig med at forfatterskabet voksede med flere viser, sangbøger, digtsamlinger og senest et par bøger om pårørende og demens. 


I 2013 blev jeg valgt ind i Ældrerådet i Lolland Kommune, genvalgt i 2017, men i 2020 trådte jeg ud i utide, idet min kritik af den kommunale vaskeordning blev taget ilde op og førte til indførelse af begrænset taletid ved møderne fremover, hvilket jeg ikke ville kunne leve med. I 2021 stillede jeg op igen, blev valgt ind som topscorer og står nu over for 4 års spændende arbejde som de ældres talerør, politikernes rådgiver og administrationens vagthund.


Jeg er medlem af bestyrelsen for Alzheimerforeningen Storstrøm. I Visens Venner i Nyk. F deltager jeg i ny og næ som "visevært", og jeg fungerer som vejleder for pårørendenetværk i lokalområdet. 


Carsten er min kærlige ægtemage i medgang og modgang. Huset rummer desuden en aktiv papegøje. Jeg har tre søskende og et ukueligt humør. Med andre ord - livet er smukt!